Cyclisti Dinamarca con Porto Caribaldi

Når formanden jo ikke gør sig specielt gældende på landevejene omkring Lind, må han jo tage revanche når de Italienske veje byder sig til.

I år gik ferien således til Porto Garibalid, godt 100 km. Syd for Venedig.

Vel ankommet efter en god tur gennem Europa, og efter den  første afsvidning var gennemført, var jeg klar til at lade LOOKen betræde de hullede veje omkring Porto Garibaldi.

Etape 1:

Fakta om dagens etape:

Efter at være gået kold på stranden, trak jeg i sommeroutfittet lidt over kl. 17.00. Jeg havde så nogenlunde orienteret mig om hvor jeg skulle hen ad, men ét er at læse en rutebeskrivelse og se på et kort, noget andet er virkelighedens hullede veje. Jeg humpede mig ud gennem hovedgaden, mage til dårlig vej skal man da lede længe efter, og bilisterne, de var da totalt ligeglade over denne Pantani”klon” der sikzaggede gennem hovedgaden. Ude af byen gik vejen stik syd.

Ud langs PO deltaet – ejendommeligt syn, med store indsøer, sandbanker og fugleliv. Vendepunktet var nu nået. Da jeg ikke kender området endnu tog jeg den sikre løsning ud og hjem ad samme vej. Godt halvvejs mod målet øjnede jeg en rytter i grønt – hurtigt var han kørt op, kun for at afsløre at det var et hunkønsvæsen på en gammel havelåge. Men hun ville til gengæld ikke give sig, gav sig fuldt ud i forsøget på at undgå den ydmygende overhaling, men man er jo ikke kørende på en karbonramme og lækre fælge for at lade sig køre agterud af et fruentimmer, så et tak op og jeg halsede forbi, hurtigt var hun hægtet af, kun for at hænge i baghjulet igen efter en lysregulering, Det endte nu med at blive ganske okay. Udover enkelte gebrokne høflighedsfraser, det var vist noget med at jeg var utrolig lækker og cyklen klædte mig... eller noget lignende, kunne hun også give mig dagens tour resultat. Hernede er der nemlig ikke en ærlig kanal der viser touren, og WAP på telefonen virker sgu heller ikke, så jeg fik da lidt ud af turen alligevel.

Vel hjemme mødte jeg ejendommens overbo. Hun kunne fortælle at hendes mand skam også var cykelfanatiker og han cyklede tit meget langt. Jeg spurgte til distancen  og fik svaret jo det var da tit helt op til 20 kilometer – ja det er sgu skønt at feriere i landet der af nogle kaldes cykelsportens vugge!

Etape 2:

Fakta om dagens etape:

Kl. 06.15 – vækkeuret ringer. Lister rundt i lejligheden og iklæder mig uniformen. Den blir varm i dag, så det må igen blive den ærmeløse cykeltricot – man kunne nok godt vænne sig til cykling under sydlige himmelstrøg. Ned ad trappen, ud af døren og op på jernhesten. Det er nu fedt at cykle gennem byen der er begyndt at vågne og i den lille maleriske havn er der travlhed, fiskerne losser fangsten og der ryger italienske gloser gennem luften. Ud af byen, skal jeg vælge samme rute som forleden, nej en ny må prøves. Turen går ud af byen langs den kunstige kanal, hvor fiskere fra små både stanger ål, det er ren idyl. Videre gennem byen Commacchio, der kaldes ”lille Venedig” Jeg passerer broen Trepponti, et smukt syn og cykler videre.

Farten er frisk og der er næsten ingen trafik. Et skilt til byen Anita fænger og jeg drejer fra og følger en fremmed vej i denne del af PO deltaet. På min højre side afløses tomatmarkerne af solsikkemarker og majsmarker så langt øjet rækker. På min venstre side strækker deltaet og de kunstige vandindskanaler sig gennem landskabet, for efter en krumning at åbenbare sig til den kæmpemæssige Commacchiosø. En bagatel af 11.000 hektar sø, så stor at den modsatte bred ikke kan skimtes. Jeg stopper og nyder udsigten, hvorefter jeg vender rundt og cykler mod byen igen, hvor morgenbordet og familien venter. En fantastisk måde at starte en god feriedag på.

Etape 3:

Fakta om dagens etape:

Etape 5:

Fakta om dagens etape:

Lørdag nat og søndag havde vi uvejr, derfor var det faktisk koldt da jeg tørnede ud her til morgen. Motivationen var heller ikke i top, derfor blev det kun til en gang leverpostejkørsel for at holde systemet i gang. Kørte ”den gamle rute”, men valgte en ny afstikker, mod byen Ostellato, men nåede ikke helt dertil. Vejene var stille og fredelige og der er nu et eller andet specielt ved det italienske morgengry – nedturen over snart at skulle hjem igen starter vel også snart J

Etape 6:

Fakta om dagens etape:

Den allersidste tur på de små snørklede veje i omegnen af Porto Garibaldi. Og godt det samme for det er rent skod vejr. Vores Italienske overbo havde godt nok truet med at det blev uvejr, men den købte vi nordboer ikke – skidt for os, for hun havde ganske ret. Det er køligt, det blæser en 1/4 pelikan og for første gang måtte jeg finde den langærmede trøje frem – så kan man sgu da vist ligeså godt tage hjem...

Og det gør vi så, i dag starter pakkeriet, alt sorteres og vurderingen – tagboks eller bagi starter. Selvom området, rent cykelmæssigt, ikke byder på de store udfordringer, har det været dejligt at komme rundt – man ser meget mere af det område man ferierer i på denne måde, og har du mulighed for det, så kan jeg kun anbefale at smide cyklen på taget, når I tager på ferie. Jeg har haft cykler med uanset om det har været charterrejse, eller som de senere år, bilferie, og med den type cykelholder, hvor forhjulet afmonteres og forgaflen spændes fast, der mærker jeg ikke cyklen, selv ved hastigheder på 160 – 180 km/t.

Så selvom der er undskyldninger nok for at lade være – så snyd ikke dig selv for muligheden for at holde formen ved lige, og for at få en ekstra ferieoplevelse.

God fornøjelse

Ulrich Gorm Albrechtsen