Først på året spurgte Henrik, om jeg ville med til Les Trois Ballons også kaldet 'De 3 Balloner' sammen med et hold fra CEU Herning? - Og selvfølgelig ville jeg det - det er jo et løb med masser af højdemeter og dermed store oplevelser som man jo ikke kan få for mange af! Løbet køres i Alsace der ligger i det nordøstlige Frankrig i området mellem Vogesernne og Jurabjergene. At løbet så kalendertidsmæssigt var placeret én måned før La Marmotte gjorde det helt perfekt.

Forberedelsen
Sæsonen blev startet i januar måned og da vejret viste sig fra den pæne side var det jo den rene fornøjelse, at komme ud på landevejen igen selvom søndags turene forsat primært foregik på MTB sammen med de andre fra klubben. Det milde vintervejr fik som bekendt en brat stopper, da vejret sidst i februar slog om og vi fik sne - masser af sne - og en bidende kulde, der gjorde det umuligt og færdes på de smalle dæk. Sneen og kulden havde bidt sig fast og blev liggende helt frem til medio marts, hvilket betød at jeg efterhånden begyndte og blive en smule pessimistisk. Jeg skulle jo også lige nå og komme i nogenlunde acceptabel form til 14 dags træningslejr ifm. Tour de Mallorca

Den sidste forberedelse blev gjort i terrænet omkring Vrads 14 dage før løbet, hvor vi var ca. 35 fra dels Herning, Brande og Snejbjerg der havde sat hinanden stævne på en 19 km. rundstrækning, der skulle gennemkøres 10 gange. Så der var lige som langt op til en hård dag på kontoret. Jeg fik dog 'kun' kørte 6 omgange, da jeg samme dag var inviteret på SAS Arena for at se FCM besejre FCK med 1-0.

Løbet
Staren gik kl. 07.30 og som altid når der køre løb under de sydlige himmelstrøg blev kæden holdt stram fra start (ikke noget med at fedtspille og side på hjul små 100-150 km. for så trykken den af i en spurt) 'de fede' skulle jo sorteres fra inden den første opkørsel til Ballon de Servance, der kommer efter små 11 km. og strækker sig over 12 km. med en gennemsnitlig stigningsprocent på 4,7.

På de sidste 6,5 km. er den gennemsnitlige stigningsprocent 8,0, hvilket betyder at det er nu jeg skal finde rytmen og dermed undgå at pulsen alvor kommer tæt på det røde felt (der hvor de fleste 'går kolde' indenfor den næste ½ time). På toppen er det hurtigt på med de løse ærmer og ben og så ellers der nedad - men hvad er nu det? Vejen er som et gigantisk vaskebræt da rødderne fra træerne langs vejen har hævet asfalten, hvilket umuliggøre at sidde med hænderne ovenpå grebene og bare lade hjulene ruller. Det var lidt af et mareridt for mig at komme ned - jeg er i forvejen ikke den store nedkører. Efter små 10 km. er jeg dog endelig nede igen og beder til at dette ikke er stilen på de efterfølgende nedkørsler.

Den næste knold var Col d'Odern, der har en længde på ca. 8 km. med en gennemsnitlig stigningsprocent på 4,3 i depotet på toppen fik jeg hurtigt fyldt flaskerne og var hurtigt oppe dyre på TREKdyret igen, da jeg på mit medbragte kort havde iagttaget, at der herfra ville være et stykke uden nævneværdige stigninger.

Næste stigning ville være Grand Ballon løbets højeste punkt med 1.330 m.o.h.  

Opkørslen til Grand Ballon strækker sig over i alt 36,9 km., hvor det går op ad i flere etaper efter 19 km. er man 1.224 m.o.h, herefter flader det ud de næste 16 km. for så på den sidste km. at stige med 8,2% til 1.330 m.o.h.

På de 16 km hen af bjergkammen og så selvfølgelig på toppen er der for første gang mulighed for, at få et vue ud over hele dette storslået landskab. De andre bjerge der indgår i løbet er så 'små', at de er pakket helt ind i skov, hvilket også er smukt på sin måde, men det store panorama vue får man jo ikke. 

På toppen stopper jeg op ved det store velassorteret depotet for at få noget at spise og fyldt flaskerne med energidrik. I depotet møder jeg nogle af de andre fra holdet og et par gamle kollegaer, der er hernede for andet år i træk med Brande Motion. Branditerne havde valgt og følges ad, hvilket er meget imponerende terrænet taget i betragtning. De lange og hårde stigninger vil uvilkårligt medføre, at den enkelte vil få op og ned ture på forskellige tidspunkter og dermed være med til at sætte sammenholdet på en alvorlig prøve. 

Computeren viser 101 km. da jeg passere toppen og påbegynder nedkørslen der viser sig igen, at være lidt af en udfordring. Der er flere 180 graders sving med brosten. Jeg turde dårligt nok tænke på, hvis nu regnen havde silet ned eller en lille 'ubetydelig' kilde havde valgt og lade sit klare vand lede tværs over disse 'djævle', hvad kunne der så ske? 

Næste stigning er Col du Hundsruck der en kort, men fin stigning på ca. 6 km. med en gennemsnitlig stigningsprocent 6,6. Gruppen som jeg havde gjort følge med siden toppen af Grand Ballon kom alle smerte fint over og der blev kørt godt igennem på det forholdsvis flade stykke i retning mod Ballon d'Alsace, hvor der i byen Sewen umiddelbart før opkørslen er der endnu et velassorteret depot.

Ballon d'Alsace skulle vise sig og blive min skæbne, men det vender jeg tilbage til senere.

Når jeg nu alligevel sider og sveder i sadlen kommer jeg til at tænke på, at Ballon d'Alsace også er med i dette års udgave af Tour de France lige som det for 100 år siden var det første bjerg i Tour-historien. Dengang var der kun én rytter der var i stand til at cykle den 8 km. lange og 1.050 meter høje stigning og det vist nok med et snit på 19,5 km./t. - ikke dårligt når den gennemsnitlige stigningsprocent er 7 og med 13 som maksimum. Når jeg ser ned på min egen cykelcomputer viser den alt andet end 19,5 km/t., men opad går det da og jeg når også toppen uden at skulle gøre følge med den lokale afdeling af det franske vandrelaug som flere andre havde valgt at gøre. Nedkørslen viser sig denne gang, at være helt perfekt med nyt asfalt (Tour-feltet kommer igen på niende etape den 10. juli) og store bløde sving, hvor jeg for engang skyld også tør og køre igennem, hvilket hurtigt er at se på min computeren - den viser 86 km/t.

Efter denne hæsblæsende nedkørsel er der lige pludselig langt mellem alle mand og da jeg ikke har den store køre lyst tilbage (hovedet føltes underligt tomt) beslutter jeg mig for, at trille afventende på de bagfra kommende. På kortet kan jeg at de næste små 30 km. er forholdsvis flade så der er igen grund til at køre alene. Der bliver da også forholdsvis hurtigt etableret en ny lille gruppe og efter lidt roteren ser, jeg at en af de andre i gruppen har teksten ARLA stående over bagen - han må da være dansk. ARLA-manden fortæller, at han har kørt løbet 4 gang og håber denne gang må blive den første, hvor han ikke skal af og gå på den sidste stigning.

Som kilometerne går forsvinder motivationen helt og da jeg efter 190 km., 8 timer og 40 minutter er tilbage i start byen Champagney vælger jeg at stå af. 

Tilbage ved bussen der holder parkeret i udkanten af byen hygge snakker jeg med vore chauffører og efter en lille time kommer Kent også tilbage uden at have gennemført, hvilket dog må tilskrives manglede træning iflg. Kents eget udsagn.

Det sidste bjerg
Efter 200 km. kommer det øjeblik som mange af dem der har kørt løbet før ser frem til med lige dele frygt og spænding - opkørslen til målet i La Planche des Bellles. En bagatel af 5,3 km., men hvor den gennemsnitlige stigningsprocent er på 8,9 og på en kort strækning peaker den op på 19% - sjovt nok er det også her løbets fotograf har taget opstilling for at forevige alle, om så de kommer kravlende eller stående i pedalerne.

Turen hjem
Efter en god nats søvn og et hurtigt morgenmåltid var vi klar til afgang mod Herning og kl. 23.00 var vi tilbage hvor det hele var begyndt. Et godt arrangement og nogle rigtig hyggelige mennesker at være sammen med - tak for det.