La Marmotte'en første gang.  

af Michael Fyrstman

Efter at have hørt om Niels og Kims store bedrifter i 2003 blev jeg inspireret til at deltage i dette hårde og spændende cykelløb. Jeg deltog i den informationsaften, der blev afholdt sidste år og syntes at det lød vildt spændende, og så var der også et formål med træningen, hvilket senere viste sig, at være en stor hjælp, når der skulle trænes, også i dårligt vejr.

Optakten

Da familien plejer at holde 3 ugers ferie sydpå, valgte jeg at planlægge ferien således, at vi i år startede med 1 uge i Frankrig, for ligesom at kunne træne lidt i bjergene og vende os lidt til klimaet inden den store styrkeprøve den 3. juli 2004. Når jeg siger vi, så mener jeg familien, som består af min hustru Anita, mine døtre Betina på 18 år og Christina på 15 år, og så Betinas kæreste Toke på 18 år, som også cykler i ”De små klinger”. Det er dog kun Toke og undertegnede som cykler, i hvert fald når det drejer sig om mere en 500 meter ad gangen.

Nå! – via Internettet fik jeg reserveret en plads på en campingplads for foden af Alpe d`Huez – Le Colporteur i byen Bourg d'Oisans.

Så var der jo kun at se frem til at sommeren skulle oprinde og vi kunne komme af sted sydpå. Vi gik faktisk og glædede os til at komme på ferie og prøve kræfterne af i bjergene. Så selvom vejret i Danmark ikke var alt for godt i foråret, nåede jeg alligevel at cykle 5200 km., inden ferien, så et par turer, er det jo blevet til.

Frankrig.

Endelig blev det juni og lørdag den 26. spændte vi campingvognen efter bilen og kørte sydpå med destination i Frankrig. Vi kørte ind på campingpladsen søndag aften kl. 18.30 efter en tur uden problemer.
En ganske udmærket plads, som jeg i første omgang troede kun var for Hollænder, idet 99 % af de som boede der, var fra Holland. Næsten alle havde da også medbragt cykler, så der var ikke tale om typiske campister med tykke maver og en øl i hånden. J

Pladsen ligger i bjergene i 720 meters højde, og naturen er helt i top. Der er varmt om dagen men til gengæld koldt om natten. I hvert fald, så var planen at børnene skulle ligge i telt, mens vi voksne kunne ”hygge” i campingvognen, men efter den første nat, så rykkede ungerne også ind i vognen og så var det slut med ”hyggen”. Der var mellem 5 og 10 grader om natten, men til gengæld var der så omkring 25 - 30 grader om dagen.

Nå! – vi fik stillet campingvognen og pakket ud, og efter aftensmaden besluttede vi os for at tage en ”prøvetur” på bjerget – godt nok i bil, men lige for at lure stigningerne af, for så slemt kunne det jo heller ikke være!

MEN – jeg skal love for at vi kom på andre tanker, da vi kørte ind på den første stigning og så op mod første hårnålesving, som er skiltet med nr. 21. Jeg var lige ved at tro, at bilen ville trille baglæns ned igen. Det var faktisk ligesom at sætte sig i en flyver, når den starter. Så går det også opad!

Når man ser disse stigninger første gang, så siger man til sig selv ”Her kan man da ikke cykle op”, men i bil ser det måske også lidt værre ud en på cykel, men alligevel.

Vi kørte de 13 kilometer op til byen på Alpe d`Huez og herfra var udsigten bestemt ikke dårligere.

Mandag

Om mandagen besluttede Toke og jeg os for at cykle en tur på første bjerg i La Marmotte løbet, nemlig til toppen af Col de la Croix de Fer, som er i 2067 meters højde. Der er 10 kilometer fra campingpladsen til bjerget starter. Herefter går det opad i de næste 29 kilometer kun afbrudt af 2 mindre nedkørsler. Fra foden af bjerget og indtil vi nåede toppen havde vi brugt ”2 timer og 16 minutter” med et snit på 14,5 km/t. – og en puls mellem 80 og 90 % hele vejen…. puuuhhh!

Vi cyklede derefter retur til campingpladsen og efter at havde fået hvilet lidt og spist noget mad, var vi sådan set klar til at cykle en tur igen. Men vi besluttede os for at vente til det blev lidt køligere og så prøve at kører de godt 13 kilometer til toppen af Alpe d`Huez. Men kl. 17.00 kunne vi ikke vente mere, så nu skulle vi af sted igen. Man bliver lidt bidt af bjergkørsel, når man først har prøvet det. Så vi startede og herefter gik det opad den næste time og 10 minutter, før vi holdt i byen på toppen. Bjerget har en stigningprocent på 7,9 og vi holdt en gennemsnitsfart på 11,6 km/t. Nedturen tog til gengæld kun 21 minutter.

Tirsdag

Om tirsdagen havde vi aftalt med Per Bay fra Herning, som var med en gruppe cyklister, der var kørt med Aktiv Cykelrejser fredagen forinden, at vi kunne cykle en tur sammen med dem. De skulle blot cykle en ”lille” tur på ca. 100 km og skulle over Col de la Croix de Fer og så lidt videre og herefter retur. Vi havde jo kørt den dagen før, så det kunne vi sagtens klarer igen. Vi tog lige et par energibarer og noget vand med, og så mødtes vi på hotellet kl. 9 og var klar. Vi kørte samlet derudad og efter ca. 3 kilometer sagde Toke, at han lige havde ”glemt” sine vanddunke. Så flink som jeg er, så fik han den ene af mine.

Opkørslen på første bjerg gik fint indtil toppen. Undervejs skulle vi dog lige standse og vente på at Per Bay skulle lave lidt rygøvelser,

hvorefter vi fortsatte til toppen.

Herefter kørte vi nedad de næste 40 km. Herefter holdt vi samling i byen, men måtte konstaterer, at der manglede en mand. Vi holdt i 10-15 minutter og ventede og talte om, hvad der mon var sket og om han evt. var drejet forkert, hvilket senere viste sig faktisk var sket, idet han var kørt til højre på et tidspunkt, i stedet for venstre, og herefter kørt over de næste 2 bjerge på La Marmotte, nemlig Col de Telegraphe og Col de Galibier J. Så han var lidt brugt, da han endelig kom hjem ud på aftenen. Vi andre fortsatte og skulle så lige op ad et andet bjerg, Col de Caldon, inden vi ville komme tilbage til Col de la Croix de Fer. Dette lille bjerg, viste sig dog at være 21 kilometer langt og med en stigningsprocent på 6,7. Det tog mig 2 timer og 20 minutter, og et snit på 10,4 inden jeg holdt på toppen. Undervejs ca. 1 km. fra toppen måtte jeg dog hurtigt hoppe af cyklen, idet jeg pludselig kunne mærke en begyndende krampe i begge lårmuskler. Jeg måtte derefter trække et par hundrede meter og Toke skulle så betale for lån af vanddunken, ved at cykle 300 meter ned igen, for at fylde vand på, fra et af alle de vandløb som heldigvis findes i bjergene, og så bringe mig det. Jeg havde ikke selv lige overskud til at gå ned og hente vand.

Herefter gik det hele lidt bedre igen. Vi kom nu ikke samlet hjem med de øvrige fra Aktiv Cykelrejser. Nogle var foran, men flest bagved… he he.., men hjem kom vi dog alle, mere eller mindre udmattede.

På det tidspunkt var Toke og jeg i hvert fald enige om, at VI ALDRIG skulle cykle i bjerge mere. Nu gad vi heller ikke cykle det åndssvage La Marmotte cykelløb, men! - vi ændrede da heldigvis mening dagen efter, hvor vi var kommet til hægterne igen. Jeg selv forbrændte ca. 5000 kalorier den dag og havde som sagt kun 2 barer med, hvilket var alt for lidt. Jeg drak nok også lige lidt nok. Men det er faktisk svært at indtage rigeligt med væske, når pulsen ligger på 80-90 % det meste af tiden og det ellers går nedad, hvor man skal have begge hænder godt placeret i bremserne. Men vi lærte noget den dag og husker fremover at have rigeligt med mad og drikke med – tror vi nok J

Onsdag

Om onsdagen havde vi efterfølgende ikke de store planer. Vi cyklede en lille tur på 21 km ad forholdsvis flad vej. Vi havde i hvert fald besluttet at der ikke skulle være nogen stigninger, og så kommer man faktisk ikke så langt i dette område. Så alt i alt en hviledag sammen med den øvrige familie og lige en tur til den lokale cykelhandler, for at købe lidt mere energi til lørdagens løb.

Torsdag

Om torsdagen kørte vi også en tur, men denne gang lidt længere. Vi cyklede 58 km, men ikke i bjerge, kun bakker J. Dagen var derefter til udflugt med familien, så vi tog en tur til toppen af Col de la Croix de Fer, for lige at vise det frem. Så kunne det jo være, at de fik lidt ondt af os, når de nu så hvad vi skulle gennem, men… men…

Fredag

Om fredagen var det cykel fridag. Vi trillede ikke engang en lille tur. På campingpladsen var alle de andre også i gang med at klargøre, pudse og hvile til lørdagen store løb.

Ved 14 tiden havde vi en aftale med Niels Kamp på toppen af Alpe d`Huez, hvor han havde lovet at give en øl – og den fik vi. Kim, Thorbjørn og Steen med familier var der også, så ”De små klinger” var godt repræsenteret.

Kl. 16 have de knap 100 cyklister fra Danmark iført sig La Marmotte trøjen og taget opstilling ved hotellet, således at vi kunne få taget et gruppebillede, mens alle stadig var ved godt mod.

Lørdag – La Marmotte

Nu! - var det endelig lørdag og dagen som vi havde trænet til og ventet på alt for længe. Vi vågnede kl. 06.00, da vi jo skulle starte 07.15. Da vi vågnede troede vi næsten, at vi lå i et køleskab. Der var klar himmel, men kun 7 grader og vi p…. frøs. For første og eneste gang i ferien, måtte jeg tænde varmeovnen i campingvognen. Nå! - men med klaprende tænder og stivfrosne finger trak vi i de korte bukser og den rød/hvide cykeltrøje som Per P. Cykler i Snejbjerg havde fået lavet til turen. Det her var bare for koldt. Hvor meget tøj skulle vi nu tage med? – på den anden side, vidste vi jo også, at omkring kl. 9 blev det bedre, for så stod solen op over bjergene. Så det blev kun til en tynd jakke udenpå og så af sted til start.

Da vi kom udenfor campingpladsen, var der i hundredvis af cyklister, så vi fulgte bare strømmen og blev guidet ind i de båse / områder, som passede med vores startnummer. Her stod vi så sammen med ca. 6.500 andre halvfrysende cyklister, som bare ventede på at komme af sted og få varmen.

Nå! – men klokken blev 7.15 og startskuddet gik. Toke og jeg havde forinden besluttet at følges ad så langt som muligt, med mindre en gik kold eller hvad der nu kunne ske. Så første prøvelse var at holde sammen i dette mylder af cyklister. Men det gik og som sagt efter de første 10 kilometer, så gik det opad de næste par timer, så her blev feltet trukket ud. Så var det lidt nemmere at holde øje med hinanden. Men af og til var det svært at holde trit med denne unge bjergløve, der vejer ca. 15 kilo mindre en mig, og som har STOR betydning i netop dette terræn. Men jeg holdt ud!!!!!!!! – næsten!

Vi nåede toppen efter 2 timer og 12 minutter og selve bjerget på de 29 kilometer blev kørt på 1 time og 55 minutter, med et snit på 15,1 km/t. Allerede på første bjerg så jeg nogle stå af og trække cyklen op, så jeg tænkte bare: ”Det bliver godt nok en lang tur for dem”. Men der er jo også en del, som ikke gennemfører, så måske var det de første.

Selve nedturen fra Col de la Croix de Fer gik forholdsvis nemt. Vi så dog et par grimme uheld, hvor bl.a. en rytter var kørt for stærkt og i en højrekurve kom han for langt over i modsatte kørebane, hvor han ramte en lastbil. Længere nede var det samme sket for en anden, men denne gang var det ”kun” en varebil, som rytteren havde ramt. Vi hørte ambulancen flere gange og tænkte også ”Nu skal du ikke kører for stærk, vi skal hele hjem”.

Nedturen tog 49 minutter for de godt 30 kilometer. Herefter er der 13,5 kilometer forholdsvis fladt stykke, hvor man lige kan spise og drikke lidt. Derefter begynder opstigningen til Col de Telegraphe, som er 11,2 kilometer med en stigningsprocent på 7. Det tog mig 55 minutter og et snit på 12,2 km/t., inden jeg nåede toppen af dette bjerg. Herefter en nedkørsel på godt 5 kilometer, hvorefter det igen gik opad mod Col de Galibier, som er 18 kilometer lang med en stigningsprocent på 6,7. Undervejs var flere efterhånden begyndt at trække cyklen op. 5 kilometer før toppen var der endog en der væltede, fordi det gik så langsomt at han ikke kunne holde balancen. Han kom dog hurtigt på benene, men valgte at trække i stedet.

Det tog mig 1 time og 38 minutter med et snit på 10,7 km/t., inden jeg nu noget forpustet nåede toppen. Forinden var Toke kørt lidt i forvejen, da han vist nok ville i depot og have lidt te. Der var nu heller ikke specielt varmt på dette bjerg i ca. 2.600 meters højde og hvor sneen endnu lå mange steder. Hvis ikke lige jeg havde været så træt, havde jeg kastet en snebold i nakken på ham. Men! – det orkede jeg ikke. Nu var jeg ved at være godt mør.
Da jeg endelig nåede toppen stod der flere hundrede cyklister og Toke kunne jeg slet ikke få øje på, så jeg valgte blot at tage min overtræksjakke på og fortsætte. 

Nu gik det jo heldigvis nedad igen de næste 48 kilometer, så efter 1 time og 13 minutters nedkørsel, var der kun ét bjerg tilbage, nemlig Alpe d`Huez. Nu kunne jeg se enden på løbet og gennemføres skulle det, selvom jeg efterhånden følte mig noget brugt. Men jeg havde jo også været på cyklen i 7 timer og 32 minutter indtil nu, så lad mig sige de diplomatisk – jeg var ikke helt så frisk som da vi startede!

Nå! – Alpe d`Huez skulle jo overstås, så der var kun en vej – OP! Det blev i jævnt moderat tempo, ca. 10 km/t. og pulsen på 85 %. Så manglede jeg kun skide 13 km, eller sagt på en anden måde – KUN 1 timer og 30 minutter i bedste fald. Det er bare lang tid, når man sidder der og lider, men der er heldigvis 21 sving, som man kan bruge som delmål på vejen op.

På et tidspunkt kom der en lille gnom op på siden af mig og sagde ”hej”, hvorefter han fortsatte opad. Det var såmænd Toke, som jeg lige troede jeg havde fået has på – men NEJ!

Efter at have kørt opad i 1 timer og 22 minutter, og med et snit på 9,6 km/t., nåede jeg toppen og passerede målstregen, efter mit ur i tiden 8 timer og 55 minutter og 44 sekunder. Toke havde passeret målstregen ca. 7 minutter før mig.

Det var en dejlig fornemmelse at have fuldført Europas hårdeste motionsløb. Jeg var af min cykel en gang på turen, og det var for at lade vandet. Jeg var ikke i depot nogen steder på turen og forbrændte 7.000 kalorier på disse knap 9 timer og passeret 5050 højdemeter. Jeg havde forsynet min cykel med en gearing der hed 38/53 foran og 12/27 bagpå. Jeg vil også godt i et lukket forum tilstå, at jeg sled ikke ret meget på gearene, udover 38 foran og 27 bagpå som blev brugt MEGET!

Ud af de ca. 6.500 startende har 4.436 fået registreret en tid. Altså er knap 2.100 udgået. Jeg blev placeret som nr. 1.411. Toke blev placeret som nr. 1.270. Så et ganske pænt resultat, når vi selv skal sige det!

Efter at have prøvet sådan en omgang, er der ikke mange bakker i Danmark som kan skræmme en længere – MEN! - jeg er klar igen til at prøve kræfter på La Marmotte!

Nedenfor har jeg vist en udskrift fra mit Polar ur, der viser puls og graf for turen.