La Marmotte'en anden gang.
af Niels Kamp
Igen må jeg lide det nederlag det er, at stå af cyklen. Jeg er på vej op ad det sidste bjerg - Alpe D'Hues og inde på de sidste kilometre og alligevel meget langt fra mål. Da jeg forsøger at komme op på cyklen igen får jeg et meget tiltrængt hjælpende skub af en italiensk familie, der allerede her en uge før Tour de France feltets passage har parkeret deres autocamper.
Det begyndte allerede sidste år, ja faktisk begyndte det inden jeg var kommet i mål på min første "marmotte-tur". Jeg gennemførte, hvilket i sig selv er en præstation i et løb af denne karakter, men tiden var simpelthen så dårlig, at jeg måtte tilbage og bevise over for mig selv, at jeg kunne gøre det bedre.
Optakten
I samarbejde med en af de lokale cykelpushere - Per P og Aktiv Cykel Rejser, var jeg med til at arrangere en informationsaften i oktober måned 2003. En informationsaften, hvor eneste emne var La Marmotte, og der kom hele 78 tilhører fra det meste af Jylland.
De fik alle en udførlig beskrivelse af selve løbet, krydret med dels min gode ven Kim's og mine egne oplevelser fra 2003 udgaven, samt et indlæg af Jesper Lindhardt, der sammen med 7 andre friske cykelfreaks havde deltaget i 2002 udgaven.
De to indlæg gav et udførligt indblik i selve løbet, og ikke mindst tror jeg, at de mange tilhørere fik en fornemmelse af, at vejret ikke bare er noget man taler om, men noget der virkelig kan være med til at gøre et hårdt løb til noget der nærmest er helt uopnåeligt.
I år 2002 havde det stået ned i lår tykke stråler det meste af dagen, og af de mere end 5.400 startende, var der "kun" 2.169 der gennemførte. I år 2003 havde vi været ca. 6.200 til start på en dejlig solskinsdag, og alligevel var der mere end 2.200 der aldrig kom frem til målet på toppen af Alpe D'Huez .
La Marmotte - hvordan?
Spørgsmålene er mange, og ved at surfe lidt rundt der ude i cyberspace, vil man bl.a. finde spørgsmål om, hvordan man forbereder sig til et løb som La Marmotte når den daglige træning foregår i Danmark? Brugen af camelback,- vil det gøre nogen forskel? Og så det evige tilbagevende gode gamle spørgsmål, - hvilken gearing skal man vælge?
Lad det være sagt med det samme - der findes ingen endegyldige svar på disse spørgsmål, og min egen erfaring siger mig også, at det primært handler om to ting; at være i rigtig god fysisk form og være 100% afklaret med at man fortsætter, selvom det ondt andre steder end der hvor man normalt kan opleve smerte under cykling. Det første forhold er der næppe mange der er i tvivl om hvordan man løser. Det andet forhold omkring det at være 100% psykisk afklaret har jeg ikke anden opskrift på end masser af erfaring fra andre bjerge og det at have været 'derude' hvor man ikke troede man kunne komme - det kræver en vis alder for de fleste.
Starten
Nu står vi her igen! Det er lørdag den 3. juli 2004 og klokken nærmer sig er 07.15 og de ca. 6.500 deltagere står alle klar i de små gader i Bourg d'Oisans. Det er dagen som rigtigt mange har set frem til med lige dele frygt og spænding. Det er også dagen, hvor rigtig mange deltageres træningsindsats de seneste måneder skal veksles til en personlig sejr. Vejret viser sig fra den pæne side allerede fra morgenstunden, så vi kan alle se frem til 'en varm dag på kontoret'.
1. etape
Da starten går skal jeg love for at løbet er skudt i gang på mere en én måde. Jeg forsøger for sjov at holde hjul på en af de første grupper, men da vi allerede efter ca. 1,5 kilometer runder de 60 km/t. lader jeg mig falde tilbage, og finder hurtigt en ny gruppe at gøre følge med. Gruppen holder sammen til foden af Croix de Fer, hvor alt springes i atomer og alle finder deres eget tempo. Jeg finder også mit, og kommer forholdsvis let op til toppen med jernkorset og får fyldt begge sutteflasker inden jeg igen bestiger TREK-dyret for at starte den frygtede nedkørsel. Igen i år er jeg vidne til, at der er de som deltager for at få en oplevelse, og så er der dem som deltager for at sætte eget og andres liv på spil. Rygtet vil vide, at der i år var én som tog billetten efter at han var kørt ind i autoværnet og forsatte i frit fald over styret og 20-30 meter ned på klipperne.
I Valloire havde vi arrangeret vort eget depot bemandet med kæresterne som stod med tørt tøj og cola.
2. etape
Den videre vej frem mod Col du Galibier foregår på en jævn stigende vej, og efter ca. 4 km drejer vejen til højre og med ét bliver man klar over, at 'festen' er i gang. Lige så langt øjet rækker kan man se ryttere, der hver især kæmper deres egen kamp - husk, man kan ikke gemme sig på et bjerg! Og som Leth en gang så rammende sagde: 'Galibier kræver sine ofre hver gang den skal passeres'. Med minderne om sidste års store nedtur begynder jeg opkørslen i roligt tempo, og finder hurtigt ind i en god rytme skiftende mellem siddende og stående, selvom jeg hader at stå op, da jeg ikke kan få et jævnt tråd.
Bare 3 km fra toppen må jeg alligevel af og massere mine ben, da jeg har fået krampe i begge ben på indersiden lige over knæet. Det skal senere vise sig at være starten til mange ufrivillige pauser. I depotet på toppen holder jeg en lidt længere pause, inden jeg begiver mig ud på den meget lange nedkørsel, der efter nogle få kilometer viser sig at være så kold, at jeg stopper og iklæder mig de løse ærmer og lukker vindvesten. Så gælder det bare om at komme hurtigt ned, og allerhelst i følgeskab med en stor gruppe, da der traditionen tro blæser en voldsom vind lige ind på næsen, og da det sidste stykke ind mod Bourg d'Oisans er forholdsvis fladt, er det godt med nogen at ligge i læ af.
3. etape
Ved det store depot for foden af Alpe D'Huez må jeg desværre igen massere mine ben, og det bliver igen til en af de lidt længere pauser, inden jeg starter på de sidste 13 km op mod toppen af dette smukke bjerg med sine 21 sving. Turen op foregår stille og roligt, og med de pauser der nu efterhånden er blevet en del af rutinen - det er sku ikke sjovt når man konstant bliver mindet om, at man har to forholdsvise små muskler over knæene. I det fjerde sidste sving ser jeg en mand cykle så langsomt at han vælter, og end ikke ænser at klikke ud af pedalerne - han så godt nok brugt ud.
Jeg når toppen i tiden 10:20, og er meget glad, dels for at have gennemført, og ikke mindst forbedret min tid fra sidste år!
Epilog
Jeg kan kun varmt anbefale dette løb. Det er utrolig hårdt, men med den rigtige træning kan det lade sig gøre. Her får man intet foræret - kun med egen vilje og moral kan dette gennemføres - så mon ikke jeg vender tilbage endnu engang? Der er noget fascinerende ved disse store bjerge, som bare skal opleves.