"La Marmotte" den 5. juli 2003 ved Niels Kamp

"La Marmotte" betyder murmeldyret, et dyr der lever over trægrænsen bl.a. i Alperne. Trods sine beskedne 174 km er løbet en stor udfordring, der skal forceres med ikke mindre end 4 store bjergpas med en samlet højdedifference på over 5000 m.

Jeg var allerede som barn meget fascineret af Alpe d'Huez - dette legendariske bjerg med sine 21 hårnålesving, og hvem husker ikke en eller flere TV-transmissioner fra Tour de France med navne som bl.a  Joop Zoetemelk, Hennie Kuiper og senest Marco Pantani, der i 1997 kørte op i den hidtil bedste tid - 37.25 min., hvilket giver et gennemsnit på 22.2 km/t.

Allerede sidste år undersøgte jeg mulighederne for at komme derned, og talte med flere gode cykelvenner om vi skulle tage af sted sammen. Men som de fleste sikkert ved, blev det ved snakken, og lige pludselig var det for sent.

Men sådant skulle det ikke være i år, så allerede i januar måned var jeg i gang med planlægningen, og samtidigt meddelte min gode ven Kim, at han gerne ville med, og vi fik os tilmeldt samme dag som registreringen åbnede på nettet. Ugen efter fik jeg også overtalt Kent til at tage med.
Kim havde allerede booket et hotelværelse på toppen af Alpe d'Huez - 25 m² inkl. køkken og bad, til en pris på bare kr. 900,00 for fire overnatninger.

Nu startede alle spekulationerne; hvordan bringer man sig i form til at kunne cykle over 5.000 højdemetre på bare 174 km.? Hvilken gearing skulle der cykles med? Hvordan ville vejret blive ?, og ville der være sne på de sidste metre op af Col du Galibier ?, og hvordan holder man varme på en nedkørsel der strækker sig over 45 km? Ville det at gennemføre være nok, eller skulle der satses på en diplom tid, hvilket for mig ville betyde en tid under 9 timer og 15 minutter, eller et gennemsnit på "bare" 19 km/t.

Den 3. marts modtog jeg mail med en bekræftelse på min deltagelse, samt mit start nr. 719, så jeg havde åbenbart ikke været den eneste, der havde siddet ved computeren den aften hvor registreringen begyndte, for at være blandt de første.

Jeg skulle igen i år være guide på Tour de Mallorca, så jeg var sikker på at få trænet en hel del højdemetre tidligt på året. Den 3. maj, da TdM var vel overstået, kunne jeg med tilfredshed konstatere, at de ca. 15.000 højdemetre som var tilbagelagt på i alt 1.386 km. over 2 uger, var gået over alt forventning.

Kr. Himmelfartsferien blev tilbragt i Harzen, hvor der findes et fantastisk cykelterræn med mange gode stigninger, og et utroligt flot landskab med masser af skove og hyggelige landsbyer, og specielt byerne i det gamle Østtyskland er et flot syn.

Onsdag den 3. juli kl. 17.30 var vi endelig klar til at køre mod de franske alper, og ca. 17 timer senere var vi vel fremme ved byen Bourg d'Oisans, der ligger ved foden af Alpe d'Huez. Her fandt vi hurtigt en ledig P-plads lige uden for den lokale cykelhandler, hvor vi selvfølgelig skulle på opdagelse, og det endte da også med, at både Kim og jeg købte os en La Marmotte cykeltrøje med hele ruten som motiv.
Herefter påbegyndte vi turens sidste etape, de sidste 13 km. op på toppen af Alpe d'Huez til vort hotel, for at få pakket ud og få lidt hvile. Det skulle dog vise sig, at vi først kunne afhente nøglen kl. 17.00 , men hvad, når man nu trænger til en lille lur, er en træbænk midt i solen nu heller ikke så dårlig !!.

Vel hjemme på hotellet indtog vi et solidt måltid pasta og kødsovs, så alle depoter var tanket helt op inden morgendagens strabadser. Et sidste tjek på vejrudsigten, inden vi kl. 21.00 gik til ro.

Kl. 05.30 ringende vækkeuret, og vi kikkede straks ud af vinduet for at iagttage om den gode vejrudsigt nu også holdt, og kunne hurtigt konstatere, at der ikke var en sky på himlen, og at solen var ved at stå op. Vi kunne dog også se, at der var is på de biler, som stod parkeret tæt ved hotellet.
Morgenmaden, der bestod af et stor portion havregryn blev hurtigt indtaget, og det store spørgsmål var herefter, hvor meget tøj vi skulle have på, så vi dels ikke kom til at fryse på de barske nedkørsler, og samtidigt være i stand til at klare varmen, (+27C⁰) der med garanti ville ramme os fra midt på dagen.
Det blev til løse ben og ærmer, vindjakke, sko-overtræk, og et par murerhandsker, samt en gammel vinterjakke, som eventuelt kunne efterlades på et depot.

Turen ned fra Alpe d'Huez til startområdet foregik nærmest som kolonne-kørsel,- med små 60 km/t, og nede ved byen var der allerede meget tæt trafik af biler, og de mere end 6.000 deltagere, der skulle finde den rigtige startboks. Vi fandt hurtigt vores startboks og tog opstilling, for at afvente at klokken skulle bliver 07.15, hvor starten ville gå.

Med start nr. 719 gik der dog små 10 min. inden jeg rullede over det elektronisk tidtagningstæppe ved startlinien. Herefter trillede vi roligt igennem Bourg d'Oisans, hvorefter det hele eksploderede og de hurtige folk virkelig fik den skudt af, og feltet var strakt ud. På den første opkørsel kørte jeg forbi en mand, som virkelig tiltrak sig min opmærksomhed og store beundring,- han havde proteser på begge ben ! - respekt må vel være det rette udtryk. Den videre tur op af Col de la Croix de Fer foregik for mit vedkommende i roligt tempo. Da jeg kom fri af skoven og op på det åbne stykke, kunne jeg se, at feltet strakte sig hele vejen op til toppen. Efter 31 km. opkørsel nåede jeg toppen og det første depot, hvor jeg fik fyldt flaskerne og noget at spise, inden jeg startede på den frygtede nedkørsel. Jeg er og bliver en kylling på disse stejle og snoede nedkørsler, og vi når desværre heller ikke langt ned af bjerget, inden trafikken går i stå, og vi må afvente at en ambulance kommer frem for at hjælpe en rytter, der trods alt har været heldig, - han var styrtet til den side som vendte ind mod bjerget - selvom det så slemt ud. Jeg fortsatte nedkørslen, og i bunden havde solen efterhånden fået så meget magt, eller også havde jeg arbejdet så hårdt, at det var tid til at krybe ud af den gamle vinterjakke. Vel nede gik det videre på det forholdsvis flade stykke, og gennem de to små byer - St. Jean og St. Michel, hvor opkørslen til Col du Telegraphe starter.
Ved depotet på toppen finder jeg en lille restaurant og nyder en Coca Cola, samtidigt med jeg tilfreds kan konstatere at klokken kun er 11.55, hvilket betyder at jeg har tilbagelagt de første 90 km på ca. 4½ time. Med masser af optimisme forsætter jeg turen, som nu falder ca. 250 m. over de næste 4 -5 km., inden det igen går op ad de næste 17 km. til toppen at Col du Galibier, der ligger i 2.646 meters højde. Det viser sig dog meget hurtigt, at dette fantastiske flotte bjerg skal blive min skæbne. Bare 6 km. fra toppen må jeg ufrivilligt af cyklen for første gang og massere lår- og lægmuskler, og det er ikke nogen let sag at komme i gang igen, når man har "valgt" at stå af på et stykke som stiger 9%. Imens jeg sidder og sunder mig, kikker jeg op mod toppen og får øje på nogle der paraglider, og tænker at så langt op skal vi heldigvis ikke, men nej, lidt efter kan jeg også se slangen af ryttere, der bevæger sig langsomt op i himlen. Da jeg langt om længe når toppen og får registreret en kontroltid, er det bare med at få noget at drikke og spise. Depotet er stort og meget velforsynet med alt. Jeg finder læ (det blæser og temperaturen viser +4C⁰) bag en lastvogn, og stiller cyklen op af en stor sten, hvorefter jeg synker sammen af udmattelse. De sidste km. havde været virkelige hårde, og jeg tager heller ikke videre notits, da min cykel vælter. Jeg bliver på toppen i fem kvarter, inden jeg starter den 45 km. lange nedkørsel. På vejen ned må jeg af cyklen flere gange, for at hvile mine hænder og arme. Efter 10 timer og 9 min. er jeg tilbage ved foden af Alpe d'Huez, og der er efterhånden ved at være mere end udsolgt. Det eneste positive jeg kan få øje på er, at klokken endnu ikke er 18.00, der er sidste chance for at forsætte løbet. Igen tager jeg en længere pause, som jeg bl.a. bruger på at overbevise mig selv om, at de sidste 13 km. ikke skal være dem, som forhindrer mig i at gennemføre.
Kl. 17.45 satte jeg mig igen op på cyklen for at starte nedtællingen på de 21 sving, og belært af erfaringen fra Col du Galibier, vil jeg forsøge at begrænse afstigningerne i svingene, da vejen her flader ud, og dermed gør det lettere at komme i gang igen. Det blev en meeeeget lang tur op, og først kl. 19.48 kørte jeg over mållinien med den ene hånd knyttet og et høj "YES". Jeg var pavestolt af at have gennemført.

Konklusion:
En helt fantastisk oplevelse som jeg kun varmt kan anbefale andre at prøve kræfter med.