Mine oplevelser på ”La Marmotte”, 2003 v/Kim Frederiksen

Jeg startede med at cykle sensommeren 2000 som et svar på en udfordring omkring Århus-København, og siden da er jeg blevet mere og mere fascineret af de oplevelser, man har som motionist. Jeg kørte mit første lange motionsløb (Århus-København) i 2001, og igen i 2002 hvor det også blev til Amstel Goldrace i Holland og HEW Cyclassic i Hamburg. 2003 var egentlig helliget en jernmand, men et løberknæ i vinters satte en stopper for de planer, og i stedet kastede jeg alt min energi ind på at prøve den ultimative cykeludfordring: La Marmotte i de franske Alper.

Samtidig var 2003 jo kendetegnet ved, at TdF feltet på årets 9. etape skulle over Col de Telegraph, Col de Calibier  og Alpe-d'Huez – og selv om de kørte lidt længere, så var vores første bjerg Col de Croix de Fer jo en væsentlig større udfordring end de små kat. 3 stigninger som TdF-feltet startede ud på. Så en umiddelbar sammenligning af min og deres tider lå jo lige for… troede jeg i al fald den gang.

Jeg var stødt på Tornøes hjemmeside for et års tid siden, og som opladning til løbet, sugede jeg herfra alt den information til mig jeg kunne, ligesom kammerater, der allerede havde prøvet kræfter med turen, blev udfrittet om tips og trix. Udover at træningsmængden blev sat i vejret, skiftede jeg i ugerne op til løbet min normale ”bakkekassette” (13-26) – der ellers havde løst opgaven perfekt de to år jeg havde været på Mallorca – ud med en ny "bjergkassette" (14-28). Det fik godt nok Principia’en til at minde uhyrligt meget om en mtb... men det var heldigt, for jeg kørte stort set op ad alle fire bjerge på min laveste kombination (39-28)... og havde jeg ikke haft den, var jeg stået af... med garanti!  

Vi var tre mand af sted - min gode ven Niels (der bl.a. kørte Fjorden Rundt ved Ringkøbing primo juni - og det gjorde han med 38,5 i snit over de godt 100 km) samt Kent (en bekendt af Niels), der er gammel jernmand (2 stk) og som sidste år kørte H40. Så selvom jeg er yngst sammenlignet med Niels' 44 år og Kent på 45, følte jeg, at jeg (på forkant) havde fået kam til mit sparsomme hår...

Vi kom godt derned - i regnvejr det meste af vejen, men de 1650 km blev da gennemført i fin stil på ca. 16 timer inkl pauser. Vi gjorde holdt i Bourg d'Oisans for foden af Alpe-d'Huez torsdag formiddag, hvor byen allerede summede af forventninger til lørdagens løb... og vi var i al fald ikke i god tid - mange var tilsyneladende taget derned i meget god tid, selvom vi ikke helt forstod hvorfor - hvis du ikke er i form, kan du altså ikke køre dig i form ugen før... Det var i al fald, hvad vi beroligede os med den torsdag.

Efter at have kigget på den lokale cykelhandler (der har et forbavsende stort udvalg), og købt den obligatoriske trøje (der jo forpligter...) gik turen så op af Alpe-d'Huez i bil til vores hotel på toppen. Og jeg må tilstå, at det er en "bakke", der må imponere alle cykelentusiaster... der går opad HELE tiden - ingen flader stykker, som giver mulighed for at få pulsen ned... men på den anden side: Der var rigtig mange motionister på bjerget den eftermiddag, og flere af dem hørte af statur ikke i Mader og Leth’s berømte ”grimpeur-univers”. Så jeg tænkte, at hvis de kunne, så ku' jeg fand'me også... og glemte så alt om, at der jo lige lå 160 km + 4000 højdemeter forud for min opstigning...

Vi var i god tid, da vi først kunne checke ind kl. 17.00 (fandt vi ud af efter de obligatoriske problemer med hotellet), så vi spiste frokost og fik en lur på en bænk… det var jo dejligt vejr. Og tænk sig - solen brænder tilsyneladende så meget voldsommere, jo tættere man kommer på solen... og så fandt jeg jo så også ud af, at jeg havde glemt solcremen... ;o) Efter udpakning var det tid til en lille trilletur rundt på toppen for at få stivheden ud af kroppen... og da der ikke var stemning for at køre helt i bund og op igen (selvom Kent prøvede at overtale os), nøjedes vi med at køre ned, hvor vejen deler sig før toppen, og så den anden vej op – ca. 3 km. men for h...... hvor den stiger - en munkebjerg x 3 og lidt til... Men vi fik da en forsmag på, hvad der ventede, og set i bakspejlet er jeg glad for, at vi ikke kørte ned... det skulle vise sig, at vi fik brug for alle opsparede energidepoter om lørdagen.

Fredag var en smule overskyet, køligt og en lidt blæsende, men Niels - der jo er en ukuelig optimist - fastholdt stædigt, at der ville blive godt vejr om lørdagen... og vi håbede med ham. Dagens program stod på en tur i bil ud på dele af ruten - bl.a. over Col de Croix de Fer, hvor det så også regnede - og så ellers bytur (indeholdende en fransk frokostoplevelse, hvor jeg som eneste i selskabet ikke fik min mad - og på god fransk manér udlod tjeneren også at undskylde det, på trods at vi to gange undervejs havde gjort opmærksom på at jeg stadig ventede...) afslapning og hvile, samt naturligvis det obligatoriske pastaparty, som jeg i al beskedenhed forfattede... Og de spiste det sørme!!! 

Lørdag morgen kl. 7.15 var der officiel start, så vi var oppe kl. 05.30 (alt for tidligt viste det sig - for alt var jo klart), stor morgenmad indenbords, tjekket udstyret og så naturligvis vejret: Strålende klart uden en sky på himlen - fremragende - bortset fra, at der så er frostvejr på vej ned af bjerget til startområdet... Så det var med lange ben og ærmer (begge i "løs udgave"), vindjakke og neoprenhandsker, at jeg tog turen ned - den eneste gang jeg fik brug for det meste af alt det tøj, skulle det vise sig, og vi mødte da også mange erfarne ryttere i shorts og korte ærmer... men hold kæft, hvor de frøs på ned ad ;o)

Vi fandt vores startboks - og selv om vi var i første boks, var der trængsel - godt 6500 til start (skal man tro numrene fra resultatlisten) og i vores boks var der ca. 1000... Starten gik som den slags altid går - fuld hammer fra starten, men jeg havde besluttet at slå koldt vand i blodet. Kent så jeg kun ryggen af da han overhalede på hjul af en udlænding, og Niels og jeg udvekslede god tur efter ca. 3 km.... og så sad jeg der ;o/ Nå men der var nu rigtig mange der havde samme plan, så indtil opstigningen til Croix de Fer startede efter 7 km trillede jeg i en stor gruppe på ca. 50 ryttere med ca. 35 km/t.

Croix de Fer er en god opstigning - fra bunden og op er der ca. 31 km, men bjerget har, ud over de stejleste stigninger på 10 og 12%, også et par mindre nedkørsler og et par plateauer, hvor stigningsprocenten er mere human, så man kan få pulsen i ro. Opstigning gik fint - jeg følte mig godt kørende og følte faktisk lidt ærgrelse over, at jeg skulle af og tisse ca. halvvejs... men på det tidspunkt havde jeg vand i øjnene af at holde mig ;o) . På toppen var der depot, og alle skulle ind og have væske... det var ved at blive varmt. Efter et meget kort stop var det på cyklen, påmontering af vindjakke (unødvendigt skulle det vise sig),, som jeg havde stoppet i lomme ved starten og så gik det i øvrigt nedad.

Jeg har altid været glad for at køre nedad, og her var der rig lejlighed. Desværre var det også på Croix de Fer, at jeg så de eneste to uheld - det ene rigtigt slemt endda... Nedkørslen gik godt og jeg følte mig godt kørende, og nede i bunden (efter ca. 30 km. inkl. lidt stigninger undervejs) var det tid til en større forplejning med energibarer og des lige, før det gik løs på Col de Telegraf og Col de Galibier... Og nu var det blevet rigtigt varmt, men vi havde jo også været undervejs i 3-4 timer og var godt oppe på formiddagen. 

I en mindre provinsby svingede ruten så pludselig, og så var vi på Telegraf... der starter med en gennemsnitlig stigning på 8% over de første 6 km og så "flader der lidt ud" med 7% på de næste 5 km. Og nu begyndte trætheden at sætte ind... lidt tidligt skulle man mene, men der var ingen vej uden om - hjemturen skulle nu foregå over de to knolde, der ventede... Ca. halvvejs på bjerget var der depot med væske - og jeg blev noget overrasket, for det var ikke skemalagt i det materiale vi havde fået udleveret - der skulle være depot på toppen, og jeg havde stadig vand, så jeg kørte videre... Lidt presset nåede jeg toppen, og jeg var her mildest lidt rystet over at erfare, at der ingen depot var - og jeg havde ingen vand... Samtidig var det nu blevet varmt - rigtigt varmt, og jeg havde fået hovedpine på vejen op (pga. saltmangel, tror jeg), og den (hovedpinen) skulle så blive en trofast følgesvend de resterende 2 bjerge.

Jeg fortsatte, for jeg vidste, at vi skulle igennem en mindre by inden Galibier, og her ville jeg sandsynligvis kunne finde et supermarked. Oplevelsen med den manglende væske var lige ved at tage pippet fra mig, så jeg var noget slukøret, da jeg efter en lille 4 km. nedkørsel nåede byen Valloire... men heldigvis fandt jeg hurtigt et supermarked. Jeg købte 2 liter vand og en cola, og ham ekspedienten kiggede godt nok lidt underlig på mig, men det tog jeg nu ikke videre notis af. Jeg fik fyldt mine flasker, drak den resterende ½ l vand og min cola, og pludselig så livet lidt lysere ud ;o)

Op på cyklen og videre - for efter ca. 100 meter at se en offentlig gratis kilde, hvor flere af mine lidelsesfæller fyldte deres flasker, og ca. 1 km. længere fremme lå det lovede depot - og hermed faldt ekspedientens blik i hak - men når jeg nu hellere vil betale for vandet i stedet for arrangørernes gratis vand, så lad mig da ;o)

Opstigningen til Galibier begynder allerede i Valloire - men i modsætning til mange andre bjerge er de første ca. 10 km. ikke på bugtende bjergveje - i stedet for går det bare opad imod en bjergknold som på det tidspunkt ikke kunne være Galibier, for "den var da alt for langt væk"... Naiv har man så også været undervejs... Efter 10 km med svingende stigninger mellem 5,8% og 8,5% slå vejen et 90 graders sving til højre og så begynder opkørslen for alvor: 10% over 1 km og så hedder stigningsprocenterne for de næste 7 km.: 8,7-8,8-7,4-7,5-8,1-9,4-8,5 .... og så var jeg smadret.  For første gang i mit liv måtte jeg af min cykel på en opkørsel for at få et hvil og få pulsen i ro... og dette ”nederlag” skulle gentage sig endnu en gang inden jeg nåede toppen.

De sidste 7 km. op ad Galibier vil altid stå i min erindring, som noget af det hårdeste, jeg har oplevet. Man kan se toppen hele vejen, og der er alt, alt for langt derop. Jeg var meget træt nu, og jeg skiftevis stod op og sad ned - ikke ret længe af gangen i hver stilling. Min kadence var i flere omgange nede på 45-50 omdrejninger i minuttet på en 39-28 kombination og jeg holdt en gennemsnitsfart på ca. 8-9 km/t. Hele vejen stirrede jeg på min pulsmåler, og kilometertælleren - jeg kunne psyke mig til at fortsætte ved at tage 1 kilometer ad gangen... og langsomt nærmere toppen sig. Ca. et par kilometer fra toppen mødte jeg for første gang "hende den langhårede" (Niels, Kent og undertegnede havde alle lagt mærke til hende - nok primært fordi hun havde meget langt hår - en stor fletning der gik ned over ryggen til sadlen), og jeg var noget imponeret over at hun sad med her: Jeg havde kørt turen indtil nu i fællesskab med mange motionister - men ingen piger, på trods af at vi havde lagt mærke til ved starten, at der var rigtig mange til start. Så hun var godt kørende... og samtidig fik jeg så en begyndende krampe i mit ene lår (jeg havde drøjet med de obligatoriske trækninger i den ene læg længe, men det blev ikke bedømt så alvorligt). Jeg har aldrig haft krampe i låret før og jeg blev sq noget forskrækket... og i forsøget på at kompensere (jeg mente jo, at jeg godt kunne nå toppen, inden jeg skulle af for at strække ud) overanstrengte jeg så det andet ben - så da jeg drejede ind på den sidste kilometer gjorde det så ondt i begge lår, at jeg kunne ha' vrælet, hvis nu ikke det var fordi, at jeg er en rigtig mand, og rigtige mænd tuder ikke... og alt det der ;o)

Jeg blev foreviget ca. ½ km. fra toppen af Galibier - og mit ansigtsudtryk siger vist alt... vi lader billedet stå et øjeblik ;o) Og jo... der er sne i baggrunden - 2660 meter oppe forgår den slags ikke så hurtigt ;o)  

Sidste depot ligger for foden af Alpe-d'Huez, og jeg fik smidt alt overflødigt tøj, inkl. svedundertrøje om i baglommerne, fyldt væske på mig selv og mine flasker og kl. 15.30 var jeg klar til at skrive sidste kapitel... Jeg havde besluttet, at jeg ville bevillige mig selv mindst to pauser på vejen op - evt. flere afhængig af min tilstand. Nu drejede det sig bare om at komme hjem - skide være med tiden... Motivationen var tilbage, men jeg led - som nævnt tidligere adskiller Alpe-d'Huez sig fra alle andre bjerge, jeg har kørt på (inkl. Galibier), ved, at der ingen pauser er undervejs. Fra bunden til byen på toppen er laveste stigningsprocent 7,6% på en kilometer - ellers er stignings% tættere på 9%og flere steder 10, 11, 12 og 14% - kun i de 21 sving flader det en smule ud. Jeg kørte 4 km. - tog en pause, fik tisset og hældt lidt energigele indenbords, kørte 4 km. mere, og tog den sidste pause undervejs. "Hende den langhårede" og jeg fulgtes ad hele vejen op - jeg overhalede hende 3 gange, for hun kørte forbi på hver af mine pauser - hun kørte op uden hvil - respekt!!!  

Kl. 16.50 rullede jeg over målstregen - fysisk set færdig, men psykisk med stort overskud. Hold kæft hvor var (og er) jeg glad for, at jeg gennemførte. Jeg brugte 9 timer og 25 minutter på turen – i sølvtid jf. mit diplom - og kørte stort set direkte hjem til hotellet for at få et bad, cola og et par smøger (i omvendt rækkefølge - naturligvis), og jeg havde egentlig regnet med, at Niels og Kent stod og ventede på mig. Jeg havde ikke set dem, siden de smuttede fra mig i starten, og jeg forventede, at de allerede var i mål. Så jeg var lidt overrasket over at opdage, at lejligheden stod, som vi havde forladt den om morgenen. Men det viste sig senere, at begge også havde haft voldsom krise på Galibier og på Alpe-d'Huez - Kent, der kom i mål efter 11 timer og 15 minutter havde gået de sidste 7 km. op ad Alpe-d'Huez i strømpesokker - ude af stand til at træde cyklen. Niels kom ind ca. 1 time senere end Kent - han havde bl.a. siddet over en time på toppen af Galibier og overvejet hvordan han hurtigst muligt kunne skille sig af med sin cykel ;o) 

Vi overlevede således alle - en erfaring rigere - og meget stolte af at have gennemført. Jeg tror ikke Kent kunne finde på at køre turen igen, mens Niels og jeg nok ikke er afvisende over for tanken. Men man skal ikke tage derned, hvis man ikke er godt forberedt - det er ganske simpelt for hårdt og for vanvittigt. Og selvom vi havde forholdsvis godt vejr (det var meget varmt) udgik alligevel ca. 2000 af de deltagende ryttere undervejs...

Men ellers kan det i øvrigt anbefales, at man, hvis man får muligheden, prøver bare at cykle op ad Alpe-d'Huez - de 21 sving, hundredvis af cyklister i alle aldre og størrelser samt naturligvis naturen dernede - er en enestående oplevelse... Og så kan jeg tilføje, at rekorden fra bunden til målet på toppen tilhøre Pantani da han i 1997 kørte de 13-14 km. (afhængig af hvor de placerer målet) på 37 minutter og 35 sek. Til sammenligning kørte jeg samme strækning på 1 time og 20 minutter efter at have gennemlevet førnævnte strabadser... og jeg er stolt af den tid !!! Jeg skal ved lejlighed prøve at køre Alpe-d'Huez uden først at prøve kræfter med 2 bjerge uden for kategori + 1 kat. 1 bjerg... Pantanis tid må kunne forbedres ;o)