Jeg var blevet tilmeldt gennem min svoger Kjeld Maabjerg, som arbejder på Danish Crown. Slagteriet havde tilmeldt en go’ flok motionister, og

jeg var så heldig at blive tilbudt at komme med. Selve turen til Belgien blev varetaget af Holger Danske Busrejser. En hyggelig tur på omkring 1000 km. hver vej, og med små hyggelige happenings, som besøg af politi på grund af en for tung fod, ekstra kørsel 50 km. retur på motorvej, fordi 7 personer ikke var blevet samlet op i Kolding og på vej hjem hvor det belgiske politi havde valgt at stoppe alle busser for kontrol af fartskrivere.

Turen startede torsdag den 28. august fra Herning Banegård, og fredag middag blev vi indkvarteret på et lækkert hotel i La Roche – altså i byen hvor løbet starter og slutter. Jeg kunne konstatere, at De Små Klinger var repræsenteret af 2 ryttere – Torbjørn Solbjerg og undertegnede.

Jeg kunne konstatere, at De Små Klinger var repræsenteret af 2 ryttere – Torbjørn Solbjerg og undertegnede.

Endelig fremkommet til Belgien var vi vist alle lidt tændte på at komme ud og vise de par småbakker, hvem det er som bestemmer.
Så kl. 15.00 kørte vi en lille træningstur – kyndigt ledet af Eigil Sørensen, som har kørt turen tidligere. Det skal siges, at vejret viste sig fra sin uheldige side. Ikke meget over 10-15 grader med tåge og regn (jeg tror også der var modvind op af alle bakkerne).  Bakkerne, ja de var der godt nok - og jeg tror faktisk, at de fortalte os fladlandsfyre, at de ikke havde til sinds, at lade os bestemme.

Fredag aften stod den først på information om løbet (ved Jens Kasler fra Holger Danske) og efterfølgende på besøg i pizza-bar, hvor vi fik fyldt depoterne op med diverse pasta-retter og belgisk øl. Kl. 22.00 var det hjem i seng, så vi kunne få sovet ud inden selve løbet.

Lørdag morgen var vi tidligt oppe – morgenmad kl. 6:00 efterfulgt af klargøring af cykler og os selv.

Men NEJ, ikke her. La Roche ligger i bunden af en dal, og alle veje ud af byen går opad – også startstigningen på 2,8 km med 5% i gennemsnit. Så ja, alt gik fuldstændig smertefrit, og helt uden problemer. De hurtigste kørte i venstre side af vejen og alle andre kørte i højre side.

Jeg valgte at sætte mig på dæk af Torbjørn, for han fes jo straks af sted op ad bakken, og jeg tror vi fik overhalet mellem  2- og 300 ryttere bare på den første stigning. Så var løbet jo godt i gang og allerede få km. senere kommer den næste bakke – og kun afløst af en ny bakke og en ny bakke og en ny…… Ind imellem kommer der også nogle lange nedkørsler, hvor farten nemt kommer op mellem 50 og 70 km.

Som I kan se på hjemmesiden www.velomediane.com er der 23 navngivne bakker + det løse. Det skal siges, at der er masser af de løse. Nu spørger du nok, hvad de mener med det løse der nede i Belgien. Jeg kan sige så meget, at en go oversættelse på det løse kunne være Trehøje. Så er det vist sat på plads.

Efter ca. 60 km går det rigtigt løs. Her kommer Mur de la Vélomediane, der med sine 8,8 % snit stiger 1,8 km. Den er virkelig grim. Du kører rigtigt og hygger dig på en flad vej. Så viser skiltet til højre og så sidder du der. ”MUREN” er bygget af cementplader, for ingen asfaltmaskine kan køre op af sådan en knold. Jeg vil tro at de første 3-400 meter stiger med +20%. Masser af ryttere, sidder i forkert gear, så der lyder det ene høje råb efter det andet – godt blandet med lyden af gear, som ikke vil skifte. Mange må af og lide den tort, at blive kandidater til at få årets ”vandrepokal”.

Efter den er løbet jo rigtigt i gang – med der går ikke længe før de næste rigtige strabadser melder sig. Vi vender tilbage til La Roche, men kun for at skulle entre ”Kirkebakken”  Côte de Gohette på 1 km. og 11,6%, direkte efterfulgt af Côte du Parc a Gibier på 300 meter med 15%, direkte efterfulgt af  Col de Haussire på 1,3 km med 11% og sluttelige direkte efterfulgt af Col de Samrêe på 3,7 km med 4%.

Herefter komme en række bakker med varierende længder og stigningsprocenter indtil bakke 20 efter 120 km. Det er en skrap djævel ved navn Côte de Beffe, der med sin længde på 1,4 km og 10,3% går op af en bred landevej, hvor man kan se næsten hele vejen op (AARRRRRGGGG).

Derefter kommer der igen en række mindre bakker – korte men stejle og nogle lange med 5-6% stigninger. Efter den sidste bakke, som er 5,4 km. lang med godt 3,3% i snit går resten af løbet nedad mod mål.

Jeg fulgte med Torbjørn og en stor flok indtil ca. 90 km, hvor en begyndende krampe meldte sig, hvorfor jeg lod Torbjørn passe sig selv. Resten af løbet skulle jeg hele tiden passe på med ikke at presse for hårdt på, men det lykkedes mig da at komme igennem uden at måtte af cyklen. Jeg var kun af cyklen for at få vand på dunkene og få regnfrakke på til de sidste 3 kvarter. (ja vi var faktisk heldige med vejret om lørdagen) Svag vind med vekslende skydække og temperatur på ca 17 grader.

Jeg kørte på 6:25 og kun 5 min fra en guldtid. Ærgeligt. De havde fremrykket guldtiden med 10 min, så havde det været sidste år, ville jeg være kørt på guld. Jeg blev nr. 685 og nr. 232 i min aldersklasse (bedre held næste gang). Efter løbet kunne jeg konstatere, at Torbjørn var gået død efter ca. 140 km, og jeg var således kun 3 minutter efter ham i mål.

Løbet blev vundet at en ung hollænder i en tid på blot 5 timer og 1 minut – men alt det kan du se på deres hjemmeside, hvor resultaterne allerede er opdateret.

For ikke at glemme det – at cykle i Belgien er en helt fantastisk oplevelse. Der er tusindvis af tilskuere ude langs ruten – specielt omkring bakkerne, hvor der mange steder også står orkestre og spiller og opildner rytterne. Organisationen omkring løbet er helt perfekt. Super ruteafmærkning og hjælpere overalt ved kryds og andre farlige steder. På næste alle bakketoppe står der hjælpere klar med pumper og dæk/slager og hvad der ellers måtte høre sig til. Depoterne skulle efter sigende også være særdeles gode – jeg var kun inde for at få vand, så jeg nåede ikke at se så meget.

Alt i alt en perfekt tur, som I alle bør unde jeg selv af prøve på et tidspunkt.

MEN – det kræver træning gutter….